Ejendomsformen
Huset i Via Monterone 15, Blera, 01010 Viterbo ejes i fællesskab af en gruppe mennesker, der hver har købt en større eller mindre andel af ejendommen. Hver delejer har selvstændigt skøde på sin andel. Der er tale om "fælleseje" eller "sameje" (svarende til det der på engelsk hedder »fractional ownership«). Denne ejendomsform har været kendt i flere år og benyttes især i forbindelse med ferieboliger. De første boliger, som blev solgt på denne måde, ligger f.eks. på det eksklusive skisportssted Deer Valley i Utah, men siden har denne ejendomsformen bredt sig over hele verden. Den benyttes typisk til enten luksuriøse eller mere adventure-agtige ferieboliger, og i dag findes der mere end 100 steder i verden, hvor man har fractional ownership.
Medejerskabet giver ret at benytte ejendommen i forhold til den andel af ejendommen, man har købt.
Ser man udelukkende på brugsretten, minder ejendomsformen om timeshare.
Ser man derimod på ejendomsretten, er der store forskelle:
- Hvor timeshare-modellen består i, at man betaler et indskud og derefter har ret til et langtidslejemål (typisk 50-100 år), er delejerne i Casa bella vista medejere af huset.
- Hvor timeshare-modellen betyder, at der er en forskel på ejeren af huset og lejerne, er alle delejere af Casa bella vista lige i forhold til den andel, de har købt.
- Hvor timeshare-modellen betyder, at lejerne ikke får andel i husets værdistigninger, har delejerne i Casa bella vista fuld andel i værdistigningen.
- Hvor timeshare-modellen betyder, at ejeren kan belåne huset uden at spørge lejerne, har delejerne fuld kontrol med husets økonomi.
Enhver delejer vil efter køb af en andel modtage et skøde på ejerskab af huset i Via Monterone 15, Blera, 01010 Viterbo som dokumentation for, at delejeren har købt denne del af lejligheden. Dette skøde udstedes af en notar i Italien. Købet kan foretages fra Danmark ved at give procura/fuldmagt til dem, der rent praktisk gennemfører handelen.
Samtidig med købet af en del af huset, har hver delejer en ret og en pligt til at købe et medlemsbevis til ejerforeningen Casa bella vista. Betalingen for medlemsbeviset gør medlemmet til medejer af husets køkkenelementer, hårde hvidevarer, møbler mm.. Medlemsbeviset handles direkte mellem det gamle og det nye medlem ved evt. salg af en andel. Skødet og medlemsbeviset giver tilsammen en ret til at benytte lejligheden med inventar og møbler 4 uger om året (pr andel), efter en rullende plan (jf. Casa bella vistas vedtægter).